Nedenfor kan I se en tidslinje over tidligere udgivelser.
Klik på billederne for at komme til lydbøgerne.

2010

maj

Brian Sandberg, jetsetrockeren fra Hells Angels, har levet et højst usædvanligt liv, som kulminerede, da han blev involveret i Stein Bagger-skandalen og udsat for to skudattentater fra sine dødsfjender i den københavnske bandekrig.

I denne bog fortæller Brian Sandberg sin dramatiske livshistorie.

Gangster beskriver hans udvikling fra talentfuld taekwondokæmper til berygtet narkohandler i 1990’erne. Brian Sandberg afslører, hvordan han blev medlem af Hells Angels – og senere smidt ud i ‘bad standing’. Han fortæller om sine oplevelser i den københavnske underverden – heriblandt inderkredsen på Blågårds Plads – og om jetset miljøet, hvor han færdes scenevant. Endelig giver han et unikt indblik i Stein Bagger-sagen og den igangværende bandekrig, hvor Brian Sandberg spiller en hovedrolle.

Bogen er skrevet fra en uafhængig synsvinkel af journalist Henrik Madsen. Brian Sandberg har efterfølgende fået mulighed for at godkende sine egne citater og korrigere faktuelle fejl, men han har ikke haft indflydelse på bogens samlede fremstilling.

2012

december

De var top og bund i Hells Angels. Den ene kendt fra medierne som Stein Baggers livvagt, på trapperne med en bog om sit liv. Den anden degraderet til prøvemedlem i AK81, idømt druk- og stofforbud på ubestemt tid. Men de var brødre. Indtil den ene hoppede af.

I dag er ingen af dem længere med i Hells Angels. Den ene er gået til Bandidos. Den anden er gået til politiet og lever i et vidnebeskyttelsesprogram.

EXIT HELLS ANGELS er en insiderberetning om det kortvarige, men skæbnesvangre parløb mellem Brian Sandberg og eksrockeren kendt som MFP. Om støttegruppen AK81, hvis opstart de begge var en del af. Om den københavnske bandekrig, hvor den ene var general og den anden frontsoldat, bevæbnet med kølle og pistol. Og om den store retssag og efterspillet i Hells Angels, der drev Sandberg i armene på Bandidos.

Klik her for at læse mere.

2016

november

I de 28 måneder, han var medlem af Bandidos, blev stregerne på det kriminelle danmarkskort trukket op på ny.

Banden Værebros Hårde Kerne blev til rockerklubben Satudarah, Bandidos fik fodfæste i Holland, men lå i krig med en udbrydergruppe fra Sydsjælland, mens rivalerne fra Hells Angels mistede en bid af hashsalget på Christiania og et af klubbens mest magtfulde medlemmer.

Brian Sandberg havde et hjørne i alle historierne. Men det var hans mindste problem, da han den 31. marts 2015 pludselig blev smidt ud af Bandidos. I bad standing.

EXIT SANDBERG er fortællingen om nye tider i den danske underverden. Om nye høvdinge, interne magtkampe, bandekrig og borgfred, banditter i habitter – og om, hvordan en toprocker endte i et exit-program efter en skæbnesvanger chat på Facebook.

2023

februar

Hells Angles sætter Brian Sandberg i stævne en julidag i 2017. Med ét er hans status i miljøet ændret til bad standing – et brændemærke, der varsler unåde og placerer ham i det farlige ingenmandsland, hvor han i sin tid som toprocker selv har sendt flere medlemmer hen.

Hvor søger han hen, når rygdækningen fra broderskabet er væk? Kan han ryste gamle vaner og fjender af sig, eller lader han sig friste, når miljøet alligevel giver ham en udvej? Og kan han lægge kokain, vold og hurtige penge på hylden?

Brian Sandberg fortæller den utrolige historie om at være bodyguard for en britisk gangster på Tenerife, afslører hele sandheden om arbejdet for storsvindleren Stein Bagger og beskriver indgående bagsiden af broderskabet mellem rockere.

Tre gange har fjender været tæt på at slå ham ihjel, men det er først da et blødende modermærke under en overstreget Hells Angels-tatovering viser sig at være kræft, at Sandberg for alvor frygter for sit liv.

Unåde – Mit Liv i Bad Standing er en insider beretning om livet ind og ud af rockermiljøet. Men også fortællingen om en forbryder, der endelig bliver indhentet af sin egen samvittighed.

Brian Sandberg må derfor tage et sidste nødvendigt opgør med sig selv.